Stortest: 3D på den slæbbare
Det er ikke længere nok at have en 3D-skærm hængende i stuen. Nu skal din bærbare også kunne vise 3D, så du både kan se film og spille i tre dimensioner.
Udbuddet er endnu noget begrænset, og først næste år ventes denne dille rigtig at bide sig fast. Men hvem ved, måske kommer det slet ikke til at ske? Vi har kigget fire maskiner efter i sømmene og ser på, om 3D på den bærbare overhovedet er interessant. De fire maskiner, vi har kunnet støve op på nuværende tidspunkt, kommer fra Samsung, HP, Asus og Toshiba.
Sådan testede vi:
Da selve 3D-aspektet er det vigtigste i denne test, betyder skærmene naturligvis meget. Vi har derfor både set film og spillet i 3D på alle fire maskiner. De tekniske specifikationer er dog også interessante, da det i sidste ende er dem, der driver værket. Er maskinerne kraftige nok til at erstatte en stationær computer? Sidst, men ikke mindst er der designet og de fysiske mål. Vi kalder dem bærbare, men egner disse 3D-monstre sig overhovedet til at blive taget med i tasken?
_page__pagetitle:Sådan fungerer 3D_
Sådan fungerer 3D på den bærbare:
Præcis som med din fladskærm i stuen fungerer 3D på den bærbare ved, at skærmen konstant står og skifter mellem billeder til henholdsvis højre og venstre øje. Det sker så hurtigt, at du ikke opfatter det, men ser begge billeder samtidig. 3D-brillerne bruges til at skille de to billeder ad, hvilket de gør ved henholdsvis at tænde og slukke for de enkelte glas, i takt med at billederne vises på skærmen. Denne form for 3D-teknologi kalder man også aktiv 3D.
På en brillefri skærm har skærmen fået påmonteret et specielt filter, også kendt som ”parallax barrier”. Dette filter sørger for at sende to billeder i hver sin retning, så dine øjne igen får hver sit billede. Det giver normalt en ganske snæver betragtningsvinkel. Hos Toshiba bruger man derfor web-kameraet til at styre effekten, idet det kan følge dit ansigt og øjne og indstille effekten derefter.
_page__pagetitle:Design & Skærm_
Design
Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan en maskine ser ud, og det kan være nok så ligegyldigt, om ydelsen er i top, hvis maskinen er en grim plastic-klump. Blandt de fire maskiner går der dog en rød tråd igennem, når det kommer til designet. Der er overordnet set ikke tænkt meget over det. Her er det i stedet de rå hestekræfter, der er vigtigst, og så kommer indpakningen i anden række.
Især hos Asus, der slipper af sted med den største, tungeste og grimmeste maskine på hele 4,28 kilo, er dette tydeligt. Det lyder måske ikke så galt, men når grimhed breder sig over 17 tommer, er det virkelig slemt! Toshiba og Samsungs maskiner lægger sig i midterfeltet og er temmelig generiske og kedelige med henholdsvis stål- og carbon-look.
Vinderen i designkategorien er derfor uden tvivl HP, der med deres Envy-serie har skabt en meget enkel og stilfuld maskine. At der her er tale om den største i serien, skal vi ikke klandre dem for, men vil i stedet konstatere, at den stadig ser godt ud, selv om den er stor. Valget af lidt mere eksklusive materialer end plastic leder tankerne og prisen hen på Apple-produkter, hvilket ikke nødvendigvis er en skidt ting.
Skærm og 3D
Nu er det her jo en test af 3D-bærbare, så det giver sig selv, at netop skærmen er det vigtigste element. Tre af de testede maskiner har alle en skærm på 17,3 tommer, mens Toshiba skiller sig ud med en skærm på ”kun” 15,6 tommer. Netop når vi taler 3D, er størrelsen på skærmen utrolig vigtig, da den betyder meget for indlevelsen. Heldigvis har Toshiba et andet es oppe i ærmet: Deres lidt mindre skærm kan levere 3D helt uden brug af briller. Effekten styres ved at lade web-kameraet aflæse dit ansigt og dermed øjnenes placering for at danne den perfekte effekt. Resultatet er ikke helt så skarpt og lækkert som på de øvrige maskiner, men klart bedre, end jeg på forhånd havde forventet.
I sidste ende er det dog stadig maskinerne med briller, der trækker det længste strå. Billedet er bare skarpere og flottere, og effekten holder, selv om du ikke sidder musestile. Af de tre 17 tommers maskiner løber Samsung med den endelige sejr. Deres skærm er klart den flotteste, og den høje lysstyrke er nu engang utrolig vigtig, når vi snakker 3D med solbriller på.
_page__pagetitle:Lyd & Bærbare vs. slæbbare_
Lyd
Til et godt og stort billede hører naturligvis også god lyd. Her er de store maskiner lidt bedre stillet end de små, da et større kabinet på papiret skulle kunne producere bedre lyd. På nogle af maskinerne er det da også tilfældet, og eksempelvis Toshiba slipper ganske godt fra sit samarbejde med Harman/Kardon. Værre går det for Asus, der trods den største ”ramme” producerer en noget flad og kedelig lyd. Samsung er ikke meget bedre, og byder ligeledes på en noget kedelig lyd til festen.
Igen skiller HP sig ud og lægger sig i toppen af lydkategorien. HP har allieret sig med Beats Audio, og det kan høres. Lyden, der kommer ud af den store maskine, passer godt til den store skærm.
Bærbare vs. slæbbare
Lad mig bare sige det, som det er: Ingen af de fire maskiner egner sig til at blive taget med på farten. Til det er de simpelthen for store og gumpetunge. Her er tale om maskiner, der har fast plads på kontoret – og absolut ingen andre steder. Selv i skødet foran fjernsynet er de for store og udleder alt for meget varme, til at de er behagelige at sidde med.
Vil man alligevel have maskinen med sig, når man går ud ad døren, skal man dog kigge nærmere på Toshiba og Samsung, der må dele vinderskamlen i denne kategori. Disse maskiner vejer og fylder mindst af de fire, hvorfor de i en snæver vending kan tages med. Uanset hvilken af maskinerne man vælger, gør man dog klogt i at tage strømforsyningen med sig. Ingen af maskinerne er særlige venlige ved batteriet, og bruger man netop 3D-funktionen på skærmen, skal man ikke regne med meget mere end omkring en til halvanden times brug, før batteriet må give op.
_page__pagetitle:Ekstra funktioner & Ydelse_
Ekstra funktioner
De fire maskiner har alle, hvad man kan forvente af en bærbar computer i dag, og naturligvis lidt til i kraft af 3D-skærme og medfølgende briller. Nogle af maskinerne skiller sig dog yderligere ud ved at levere endnu mere i den i forvejen imponerende pakke.
Her er HP Envy 17 igen et sandt overflødighedshorn. Hvis de to harddiske på hver 750 gigabyte ikke er nok, er der såmænd også blevet plads til en Display-port og eSATA-port til tilslutning af eksterne harddiske. Jeg kan desuden umådeligt godt li’, at Blu-ray-drevet er af slide-in typen, og altså ikke stikker ud fra siden, når det er åbent. HP vinder igen, men du kommer søreme også til at betale for det.
Ydelse
Da alle maskinerne har stort set samme processor, Core i7, giver det også sig selv, at de yder nogenlunde ens. Kun HP skiller sig ud med en ældre og langsommere udgave af i7-processoren end de øvrige tre. Mængden af ram svinger dog en del, fra 6 gigabyte og helt op til 16 gigabyte. Alt efter hvad behovet er, må man derfor gøre op med sig selv, hvor meget man vil betale for. Pris og kvalitet hænger sammen.
Selv de ”svageste” maskiner i feltet egner sig fint til almindelig brug samt spil og film. Der er dog en grund til, at Asus har smidt så meget ram og sågar en SSD ind i deres maskine. Den er simpelthen bygget til spil, hvilket det kraftigste grafikkort også indikerer. SSD er desuden med til at hjælpe med at loade spillet hurtigere, hvilket igen betyder meget for hardcore gamere. Asus vinder dermed, når det gælder rå hestekræfter.
_page__pagetitle:HP Envy 17_
HP Envy 17
Pris: 18.000 kroner
www.hp.dk
Karakterer
Design: 5
Features: 5
Ydelse: 5
GEAR si’r: 4
Plus:
Lækkert design
Masser af harddisk-plads
Minus:
Prisen!
TUNG
Ældre processor
Specs
Processor: Core i7-720QM 1.6 GHz
Skærm: 17,3"
Opløsning: 1920 x 1080 pixel
RAM: 8 GB
Grafik: AMD Radeon HD 6850M
Harddisk: 1500 GB SATA
Optisk drev: Blu-ray
Operativsystem: Windows 7 Home Premium 64 Bit
Mål: 27,5 x 41,6 x 3,9 cm
Vægt: 3,4 kg
Webcam • USB 3.0 • HDMI • Display-port
Det er tydeligt at se, hvor HP har hentet inspirationen til deres Envy-serie fra, og maskinens udseende lever særdeles godt op til den høje pris. Det her er virkelig et kvalitetsprodukt – en luksus-bærbar. At du så skal smide nær 20.000 kroner for den, er ”en mindre detalje”.
Indmaden passer godt til det ydre og byder på imponerende 1,5 terabyte haddisk-plads, 8 gigabyte ram og en Intel Core i7-processor. På det sidste felt, er der dog behov for en opgradering i forhold til de øvrige maskiner, der alle har en i7-processor på 2 gigahertz, mens HP Envy må nøjes med 1,6 gigahertz. Heldigvis mærkes forskellen ikke på ydelsen, selv om en ting som batteriet godt kunne trænge til en overhaling. Den store maskine suger simpelthen al kraften ud af det på ingen tid, hvis du spiller eller ser film. Til gengæld er Envy 17 forholdsvis lydløs, hvilket er en god ting.
Lækker lyd
En særlig lækker detalje ved Envy 17 er lyden, som der virkelig er kræset for. Her har HP allieret sig med Beats Audio, der leverer uhørt god lyd fra en bærbar computer, især når der bliver set film. Højtalere er ellers ikke noget, man skal forvente sig meget af i en bærbar, men de her præsterer bedre end standarden.
Æbler og pærer
Ligesom det ydre er inspireret af æblefabrikken, er skærmen også som revet af en MacBook. Det er dog ikke en skidt detalje, da det er en utrolig flot 17 tommers skærm, HP her bruger. Opløsningen er naturligvis i HD, så du kan få den optimale oplevelse ud af både film og spil.
3D-oplevelsen er generelt god, selv om vi oplevede noget ghosting i hurtige scener. De medfølgende briller er de største i testen, hvilket ikke er nogen udpræget fordel. Jeg havde foretrukket en mindre og lettere model.
Konklusion
Med en høj pris, lav batteri-levetid og høj vægt er HP Envy 17 næppe det oplagte valg, hvis du skal have en lækker 3D-bærbar. Har du pengene, og kan du leve med, at den er mere stationær end bærbar, så er det dog en ustyrligt lækker maskine med masser af muligheder under kølerhjelmen. Især den megen lagerplads gør, at den egner sig perfekt som erstatning for den gamle klods under skrivebordet, og så ser den endda også godt ud, når den er slukket.
_page__pagetitle:Samsung RF712 – S01_
Samsung RF712 – S01
Pris: Set til 10.000 kroner
www.samsung.dk
Karakterer
Design: 3
Features: 4
Ydelse: 4
GEAR si’r: 4
Plus:
God ydelse til prisen
Stor flot skærm
Minus:
Kedelig og plastic-agtig
Specs
Processor: Core i7 2630QM 2.0 GHz
Skærm: 17,3"
Opløsning: 1920 x 1080 pixel
RAM: 6 GB
Grafik: AMD Radeon HD 6650M
Harddisk: 500 GB SATA
Optisk drev: Blu-ray
Operativsystem: Windows 7 Home Premium 64 Bit
Vægt: 2,9 kg
Mål: 27,6 x 41,6 x 3,8 cm
Webcam • USB 3.0 • HDMI
Samsung leverer testens billigste maskine, der dog alligevel på de fleste punkter er helt med fremme i feltet. Indmaden er med andre ord stadig ganske hæderlig og byder på samme hurtige processor som i to af de andre maskiner. Man har dog sparet lidt på ram-klodserne, ligesom det ydre er noget plastic-agtigt.
På den positive side er keyboardet virkelig behageligt at skrive på, og fordi maskinen er så stor, er der blevet plads til et fuldt tastatur med god plads mellem tasterne. En god detalje er desuden volumentasterne i toppen, der gør det hurtigt at skrue op og ned for højtalerne.
Fuld valuta for pengene
Den lavere pris er dog ikke noget, man mærker, når maskinen først kører. Den er lynende hurtig til både dagligdags opgaver, film og spil. Der er dog tale om en ganske stor og tung maskine, så igen er du bundet til skrivebordet.
Knivskarp skærm
Den store skærm på 17 tommer er af LED-typen, hvilket gør den meget skarp og farverig. Sort-niveauet er ligeledes fremragende, og den er en sand fornøjelse at arbejde på. Lysstyrken er på 400 cd/m2, hvilket er dobbelt så højt som på traditionelle 3D-skærme. Samsung kalder dette Super Bright Plus. Det ses tydeligt.
De medfølgende 3D-briller er magen til dem, der følger med Samsungs 3D-tv, og er meget lette at have på. Det er måske en smagssag, men jeg foretrækker de enkle modeller frem for eksempelvis Nvidias tykke standardbriller. Både film og spil så flot ud i 3D uden synderlige problemer med crosstalk. Lyden lever dog ikke op til det flotte billede, men er noget tam.
Konklusion
Selv om 10.000 kroner er meget for en bærbar computer, får man virkelig noget for pengene hos Samsung, hvor især den store lysstærke skærm er værd at fremhæve. Tastaturet er ligeledes en positiv oplevelse, og selv om både skærm og processor sluger batteri, kunne maskinen alligevel holde sig lidt længere kørende end konkurrenterne. Det eneste, der for alvor trækker ned, er det lidt plastic-agtige ydre.
_page__pagetitle:Toshiba Qosmio F750_
Toshiba Qosmio F750
Pris: 11.000 kroner
www.toshiba.com
Karakterer
Design: 3
Features: 4
Ydelse: 4
GEAR si’r: 4
Plus:
3D uden briller
God lyd
Minus:
Dårlig batteri-levetid
Bliver meget varm
Elendigt tastatur
Specs
Processor: Core i7 2630QM 2.0 GHz
Skærm: 15,6"
Opløsning: 1920 x 1080 pixel
RAM: 8 GB
Grafik: Nvidia GeForce GTX 540M
Harddisk: 500 GB SATA
Optisk drev: Blu-ray
Operativsystem: Windows 7 Home Premium 64 Bit
Vægt: 2,9 kg
Mål: 2,9 x 38,4 x 26,3 cm
Webcam med face tracking
USB 3.0 • HDMI • Harman/kardon stereo-højtalere
Som den eneste maskine i testen leverer Toshiba 3D helt uden brug af briller. Derudover er skærmen en anelse mindre end de øvriges, dog uden at man kan se det på de fysiske mål. Maskinen er lige så stor som en med 17 tommer og lige så tung. Det overordnede indtryk er derudover lidt billigt og plastic-agtigt.
Især tastaturet er tarveligt, da tasterne sidder alt for tæt og er dermed ikke er synderlig behagelige at trykke på. Den bærbares trackpad er ikke meget bedre, da den er alt for lille til så stor en maskine. Over tastaturet sidder en række trykfølsomme taster til at styre lyden og til at slå 3D til og fra.
God lydkvalitet
Ligesom HP har Toshiba allieret sig med et eksternt firma til at stå for lyden. Det har de gjort klogt i, og Harman/kardon leverer en overraskende god og fyldig lyd til både film, musik og spil. I sidste ende er det dog ikke noget, der slår et par rigtig gode hovedtelefoner.
Lidt problemer med 3D
3D-oplevelsen er, om noget, det mest interessante ved netop denne maskine. Tænk sig at være helt fri for de mørke, blinkende solbriller. Desværre er 3D på Toshibas maskine ikke helt uden problemer. De små klip, der lå på maskinen, kunne f.eks. ikke afspilles i 3D, og hverken drivere eller anden software kunne afhjælpe dette problem.
Langt bedre gik det til at afvikle 3D Blu-ray-skiver, der fungerede helt efter hensigten. Skærmen viser de to billeder samtidig på skærmen, og takket være speciel software og web-kameraet sendes de to billeder til henholdsvis højre og venstre øje. Billedet er ikke lige så skarpt, som når der bruges aktive briller, og effekten er lidt mere savtakket at se på. Det skal desuden bemærkes, at man ikke kan dele oplevelsen med andre, men kun kan kigge på skærmen én ad gangen.
Konklusion
Toshiba kan bryste sig af at have den første bærbare i verden med brillefri 3D. Det er i sig selv en bedrift. At det ikke fungerer lige så godt som med de aktive briller, er dog et faktum, og man skal være opmærksom på, at det er en anden oplevelse, man får. Kan man se igennem fingrene med den lidt mere savtakkede 3D, er det dog værd at overveje, hvis man er meget træt af brillerne.
_page__pagetitle:Asus G74S_
Asus G74S
Pris: 15.000 kroner
www.asus.com
Karakterer
Design: 2
Features: 5
Ydelse: 6
GEAR si’r: 5
Plus:
Imponerende indmad
Flot skærm
Minus:
Grim
Tung
Specs
Processor: Core i7 2630QM 2.0 GHz
Skærm: 17,3"
Opløsning: 1920 x 1080 pixel
RAM: 16 GB
Grafik: GeForce GTX 560M
Harddisk: 160 GB SSD + 750 GB SATA
Optisk drev: 4X Blu-ray
Operativsystem: Windows 7 Premium 64 Bit
Vægt: 4,28 kg
Mål: 42 x 32,5 x 6,2 cm
Webcam • USB 3.0 • HDMI • Bagbelyste taster
Det her er uden tvivl den største og ondeste gaming-maskine, jeg nogensinde har været i nærheden af og p.t. Asus’ bud på enhver gamers hedeste drøm. Udtrykket er råt og brutalt, uden nogen bløde kanter eller antydninger af farvestrejf. Maskinen er bygget omkring hardwaren, og ikke omvendt. Bagsiden med store luftgriller til afledning af varmen er et godt eksempel, ligesom den tykke kant rundt om skærmen ikke tegner et billede af en design-afdeling på overarbejde.
Hvor de andre maskiner til nøds kan tages med i tasken, bør den her aldrig forlade skrivebordet. Den medfølgende strømforsyning er ligeledes en kæmpe klods.
Et ”lille” kraftværk
Her betaler man ikke for et lækkert design, men for de rå hestekræfter. Af samme årsag har Asus smidt masser af lækkerier ind i det store kabinet, og byder ud over den hurtige processor også på SSD-harddisk og hele 16 gigabyte ram. Kobler man det sammen med det kraftige grafikkort fra Nvidia, så har man her en yderst potent underholdnings-central, hvor det primære fokus er lagt på spil. Nyere spil som Crysis 2 afvikles fint i fuld HD, og ser blændende godt ud på de 17 tommer.
Også til film
Man kan dog også uden problemer bruge den store skærm til at se film på. 3D-oplevelsen er god, og selv om jeg ikke bryder mig om Nvidias standard 3D-briller, synes jeg alligevel deres 3D fungerer en anelse bedre end hos AMD, når det kommer til crosstalk, hvor de to billeder kort smelter sammen.
Konklusion
Er man ude efter den sygeste gaming-laptop på markedet, så er her et rigtig godt bud. Maskinen er ufattelig kraftig og æder sig uden problemer igennem de nyeste spil på markedet og viser 3D-film på sin store 17 tommers skærm. At den samtidig er temmelig grim, stor og klodset, er en mindre detalje, som den primære målgruppe nok er bedøvende ligeglad med. Ydelsen fejler i hvert fald ikke noget. Om det så er 15.000 kroner værd, må være op til den enkelte at vurdere.
_page__pagetitle:Samlet konklusion_
Samlet konklusion
Som man også bør kunne se på specifikationerne, er der umådelig tæt løb. Kun få ting adskiller konkurrenterne fra hinanden, og du kan næsten forvente samme høje ydelse, hvad enten du vælger Asus, HP, Samsung eller Toshiba. Det, du i sidste ende betaler ekstra for, er ting som SSD, et kraftigere grafikkort og et lækkert design. Af samme årsag har det ikke været helt let at vælge en klar vinder, og en ting som pris er derfor i sidste ende blevet meget afgørende.
Vinder
Ser vi bort fra det meget klodsede design, er der ikke megen tvivl om, at Asus er den maskine, der giver mest for pengene, hvis du vil have den kraftigste maskine. HP ånder ganske vist Asus i nakken og overhaler dem på flere punkter, men indmaden er alligevel bedre hos Asus, samtidig med at prisen er lavere. Toshiba og Samsung har også nogle stærke bud, men ender alligevel sidst i feltet.
Bedste køb
Her står konkurrencen primært imellem Toshiba og Samsung, og der er ikke meget, der adskiller dem. I sidste ende går sejren dog til Samsung, der bare er lidt lækrere i designet end Toshiba. Den større og utrolig flotte skærm er ligeledes et kæmpe plus.




