Apple leverer bedste regnskab nogensinde
Steve Jobs må glæde sig, hvis han efter sin død befinder sig et sted, hvor han kan betragte livet på Jorden. I går nat leverede Apple nemlig endnu et rekordregnskab.
Det sidste kvartal af 2011 blev det bedste nogensinde for Apple. Med en omsætning på 46,33 milliarder dollars og et overskud på 13,06 milliarder dollars forøgede selskabet sin formue til i alt 97,6 milliarder dollars.
Især salget af iPhone går strygende. Regnskabet viser tydeligvis, at kunderne har taget den nye iPhone 4S til sig med kyshånd, for i de sidste tre måneder af 2011 solgte Apple i alt 37 millioner iPhones på verdensplan, hvilket er en stigning på 128 procent i forhold til forrige kvartal.
I samme periode røg der 15 millioner iPads og 5 millioner Mac-computere over disken.
Andre nøgletal fra kvartalet:
- iTunes omsatte for 1,2 milliarder dollar
- der blev solgt 1,4 millioner Apple TV
- iCloud har nu 85 millioner brugere
- 110 millioner mennesker har besøgt en Apple Store
- det internationale salg stod for 58 procent af resultatet
